Togt 1.
Så kom vi endelig afsted fra DK. 27-09-2011 kl 1500. Det har været et kæmpe arbejde at få damperen færdig , men nu var vi der. Pengene er bare fosset ud af kassen. Som min mor altid har sagt. Køb en båd og bliv fattig. Ja, hun har så sandelig ret. Kassekreditten er overskredet, ja nogle gange så tænker man. Var det ikke bare så meget nemmere at stige på som gast. Man skal tænke sig godt om inden man begynder på et sådan projekt. Nå, det er jo ikke den første jordomsejling, så det går vel nok !!!. Der er meget papir, faktisk så meget at vi kan pakke pakke hele damperen ind. SFS, lovkrav mm. Der skal et godt bryst til. Trosserne blen stuvet godt af vejen, alt skulle gøres søklart. Vejret var ikke særligt godt, SV-lig vind 8-10 m/sek, så efter at vi var kommet ud af Limfjorden blev kursen sat mod Den Engelske Kanal. Satans også, ham deroppe kunne da godt have lidt mere forståelse, men nej. Motoren kørte de 80 % af tiden indtil vi havde Nordspanien tværs om styrbord. Søsygen voldte ikke de fleste de store problemer, så gudskelov var de fleste på toppen.
Turen fra Nordspanien stod på kuling fra NV med op til 18-20 m/sek. Til tider kom vandet sågar over agterenden, vådt aht. Rorpresset var enormt, vores lille ventil som skulle holde trykket fra rattet ajour fungerede ikke korrekt. Pigerne kunne ikke rigtig holde kursen pga rorpresset. Lasse, vores udmærkede kok og snedker tog turen over rattet, der var knald på. Gudskelov ingen skader.
Pantryet fungerede fint og alle gjorde deres bedste mht kokkoreringen. God mam. Sundownerne var fine, kreative, så det gjorde eftermiddagstimen fra 16-17 hyggelig.
Efter en 3 dage meldte hurricanen Phillipe sig på banen med 90 knob. Det var bare for meget, så vi strøg så hurtigt afsted som vi kunne mod Lisboa. Ind under land og i læ af nogle store mure hvor vi fik en god nattesøvn. Den var tiltrængt, alle havde lange arme. Der var ro på, som vores mester plejer at sige.
Vores 2 svenske piger Elin og Emelie står på kassebeholdningen. Det er et svært job, men det går meget godt. Ros til dem.
Nu ligger vi så her. De fleste har været på seightseeing. Sporvognstur med de gamle danske sporvogne. Her er sol og sommer, langt væk fra det kolde Nord. Vi nyder livet Vi sejler i morgen mod Madeira, nærmere betegnet Porto Santo. Derefter Canarieøerne hvor der forhåbentlig står nogle gaster og venter på os. Regner med senest ank d 30-10.
Turen indtil videre har været rigtig god. Bortset fra Toiletterne og brusebadet på dækket har vi haft det godt. Jeg tror alle er fit for fight og klar til en god passage over Dammen.
Portugal er utrolig billig mht indkøb til den kommende tur til Caribien. Diesel er dyrt, ca 11 kr/l, pu-ha her i Lisboa, håber på lidt billegere diesel på Canarie-øerne.
Der vil snart blive lagt lidt billeder ind, så der er lidt at kigge på.
Så er det blevet søndag d 23. Vi har været på Porto Santo i en 3 dage. Turen nedover var i fint vejr med en masse whalewatching. Fantastiske store dyr. Der var kun en enkelt Dorado på krogen (guldmakrel) stor nok til at hele besætningen kunne blive mætte. 4 andre gode hug, dog uden held. Vi afgik Porto Santo d 22. 6 timers sejlads til Madeira i sol og godt sejlvejr. Der er godt nok sket en masse her på øen. Turismen er vokset utroligt. Stedet er stadig varmt og hyggeligt. De næste dage står på bjergbestigning samt en tur øen rundt.
Den 25 går det så mod Las Palmas hvor vi så går i gang med togt nr 2. Afg ca 4-5 November.
Så er det i dag d 27 Okt, vi er ikke kommet afsted endnu pga vejret. Ankerpladsen ude er ikke sådan at danse med her på Madeira. Vores lille jolle har ikke kunnet klare at komme igennem de ret så høje bølger, så der har været en del ventetid derude på reden. Det bliver fint med at få en ny, god og stabil dinghy når vi ankommer til Trinidad. Solen skinner fra en skyfri himmel idag, vejrmeldingen for de kommende er god, så i morgen tidlig går det direkte mod Las Palmas.
Desværre går min gode gamle ven Allan fra borde. Han har været en utrolig god hjælp ombord. Desværre er hans dåbsattest lidt gammel og rusten, han er snart 72år, så det har til tider været lidt hårdt for bentøjet. Ærgeligt, men thats life.
Endvidere har vores 2 svenske piger meddelt at de gerne vil prøve en anden båd, så de stiger også af. Mie er en stor båd og kan være svær at tumle på mange måder. Vi ønsker dem held og lykke på deres videre færd. Somme tider kan det være svært at sætte et team sammen på en båd hvor vi er så mange, og vi kan ikke være heldige hver gang.
Vi regner med at anløbe Las Palmas søndag middag d 30 Okt.
Så er vi kommet til LasPalmas. Vejret var godt med perfekt vind. Nu ligger vi for anker uden for marinaen, 8 euro i døgnet, utroligt at man skal betale for det.
Vi har skiftet besætning, ombord er Jan ankommet fra Norge, samt pigerne Tina og Lene fra Nordsjælland. Det tegner sig til en fin besætning.
Vi har provianteret, vi mangler kun diesel og de ferske varer, i morgen d 7 Nov går det så afsted mod Martinique. Alle glæder sig.